Skip Navigation Links


Rejseberetning 2005
Finland

 

Dansk turleder
Fly fra København

4 dage



 




Rejseberetning fra Luksus Snescooter-Safari 2005.

Snescootersafari! Det lyder af fart og fare. Men en snescootersafari er alt andet og meget mere end fart og fare; det er udfordring af ens evner, fantastiske naturoplevelser, et helt specielt fællesskab med sine rejsefæller - og så er det en oplevelse for livet.

Billederne her på siden er fra den pågældende rejse.






Præsentation:
Kommentar fra Snescooterrejser.dk:
Rejsen var en 4-dages rejse til området ved Ylläs. Vi rejser fra 2007 og i 2008 i stedet til Levi, men kommer også til Ylläs. Rejserne til Finland i 2008 er på samme niveau og af samme kvalitet, som du læser her i rejseberetningen.

Onsdag den 9. marts 2005
I dag startede eventyret. 5 dages veltilrettelagt snescootersafari i Lapland ventede forude. En snescootersafari, der skulle vise sig at være en adrenalin-kicker af de store, og som også skulle vise sig at flytte grænser for flere af rejsedeltagerne.
Kl. 7.30 var der afgang fra Århus, og første del af turen gik til Kastrup lufthavn. Herfra skulle vi flyve først til Helsinki og videre derfra med indenrigsfly til Kittilä lufthavn.
I Kastrup lufthavn blev vi mødt af vores turleder og arrangør af turen, Henrik Tang, som sørgede for, at alle kom vel ombord. I Helsinki hilste vi så for første gang på alle vore rejsefæller, som vi de næste dage skulle dele de mest fantastiske oplevelser sammen med.

Vel fremme i Kittilä blev vi hentet af en bus, som kørte os det sidste stykke til vores Hotel, Hotel Ylläs Saaga. Hotel Ylläs Saaga ligger for foden af Laplands højeste bjerg, Ylläsrinne, på 718 m. Det er jo ikke specielt højt i forhold til bjergene sydpå, men til gengæld har man her samlet mulighederne for både at stå på alpin ski, langrendsski - og så naturligvis at køre på snescooter.
Ud over rejsen stod dagens program på at finde det rette udstyr til næste dags første etape på snescootersafarien. Henrik Tangs finske samarbejdspartner har til huse i hotellets bygninger, så efter den første indtjekning var det tid til at prøve dragter, støvler, handsker og styrthjelme. Sikkerheden på snescootersafarien er helt i top, og der blev gjort meget ud af, at udstyret passede. Nok rejser man på eget ansvar, men sikkerhedsudstyret bliver der ikke givet køb på.

Det var en helt speciel oplevelse at stå der i en tro kopi af de - i Danmark så velkendte - Thyborøn-habitter; en blå, foret kedeldragt, som kan modstå ned til minus 30 graders frost. Hertil kom så de forede og vandtætte snørestøvler, en hjelmhue, styrthjelm samt specielt forede luffer lavet af rensdyrskind. Stående iført denne mundering var man glad for, at forholdene var ens for alle 26 rejsedeltagere. Nu lignede vi alle hinanden, og der blev grint meget af de mere eller mindre gode efterligninger af Michelinmanden.

Det var nu blevet tid til velkomstmødet. Henrik Tang havde inviteret os alle på en drink i baren, så i takt med at vi havde fundet det rette udstyr, satte vi kursen mod baren. Der var en livlig snak på kryds og tværs, hvilket jo lovede godt for de efterfølgende dage. En forudsætning for en god tur er jo bl.a., at man er i selskab med nogle sjove mennesker, så det socialt set også bliver en underholdende tur.
Efter velkomstmødet, hvor alle de praktiske informationer for de følgende dages program var blevet opsummeret, var det tid til aftensmad. Jeg tror, alle så frem til det måltid, for Finnairs kulinariske formåen er ikke værd at skrive hjem om; en tør gummiagtig bolle og forskellen på udenrigs-og indenrigsruten er et lille stykke chokolade!

Torsdag, den 10. marts 2005
Endelig! I dag er det dagen! Dagen, hvor jeg for første gang skal prøve at køre på snescooter. Dagen, hvor snescootersafarien starter. Bagagen er pakket og lagt i bussen. Den ser vi først igen til aften, når vi når frem til dagens bestemmelsessted; Harriniva Holiday Center. Men først skal vi tilbagelægge en strækning på godt 140 km på snescooter!

Vi bliver kørt en kort tur i bus, og så står de der. 30 snescootere på rad og række. Det er et skønt syn. Vi bliver delt op i to grupper, som hver vil blive fulgt af to lokale guider. Jeg finder den snescooter, som skal være min de næste 2 dage. En dejlig 550 m3, som jeg bliver vældig glad for.
I rejsepapirerne har Henrik Tang bl.a. anbefalet os, at vi tager en rygsæk med til de ejendele, vi skal bruge i løbet af dagen; vandflasker, energidrik, etc., og så et par hold-fast-stropper til at binde rygsækken fast på snescooteren med, så vi ikke skal køre med rygsækken på ryggen - det må siges at være et rigtigt godt råd.
Rygsækkene bliver bundet fast på bagenden af snescooterne, og så er det tid til en gennemgang af og introduktion til snescooteren. Det er nu relativt simpelt; en startknap og et gasgreb.

Hver gruppe bliver nu delt op i to med hver sin lokale guide til at køre forrest. Det sker af rent sikkerhedsmæssige årsager, idet det er lettere for guiden at overskue en gruppe på 6 - 8 personer frem for 12 - 14 personer. Og så kører vi!
Jeg kan pludselig mærke den samme fornemmelse, som da jeg i sin tid hentede min allerførste motorcykel hos forhandleren. Det at skulle sætte sin egen motorcykel i gear, give gas og køre af sted var temmelig grænseoverskridende for mig dengang, og samme fornemmelse havde jeg nu på snescooteren; jeg havde jo ingen anelse om, hvad der ville ske, når jeg med tommelfingeren trykkede på gasgrebet. Ville snescooteren straks tage omdrejninger og stejle med mig? Ville den stille og roligt accelerere og køre derudaf? Eller ville den bare stå stille?
Jeg trykkede på gasgrebet, og snescooteren satte stille og roligt i bevægelse. Foran mig lå et stort, fladt og snedækket landskab, hvor vi uden at komme i karambolage med træer eller andre snescootere kunne prøve os frem og blive lidt dus med snescooteren. Jeg fandt meget hurtigt ud af, at de store flade landskaber var tilfrosne søer og sumpe, hvor man kunne få lov til at prøve snescooterens formåen.

At køre på snescooter kræver ikke, at man har motorcykelkørekort, man skal blot have et gyldigt kørekort til almindelig personbil. En snescooter er nemlig ikke bygget som en egentlig scooter med kun to hjul, men med to meder foran samt et trækbælte bagpå, så risikoen for at vælte er relativ lille. Derfor var der også flere af deltagerne, som aldrig havde siddet overskrævs på andre køretøjer end deres trædecykler, men det blev oplevelsen absolut ikke mindre af.
For mit eget vedkommende har jeg nu kørt motorcykel i 10 år, og jeg fandt hurtigt ud af, hvordan man kan lege med snescooteren, selvom den mere reagerer som en sidevognscykel end en solocykel.

Efter 10 min. holdte vi den første pause for lige at tjekke, om alle var med og havde lyst til at fortsætte. Og den bedste beskrivelse på vores tilstand var vel, at vi var helt oppe at køre. Det var ganske enkelt et adrenalinkick af de store. Fornemmelsen af bare at suse henover de tilfrosne søer med det specielle og varierede sneklædte landskab som kulisse er fantastisk, og jeg kan kun sige, at DET SKAL PRØVES.

Nu satte kolonnen sig atter i bevægelse til det første store træk. Landskabet i Lapland er meget varieret. Snart kører man i kuperet skovterræn, og snart er man ude i åbent, fladt landskab. Skovene er en herlig blanding af mange forskellige træsorter, så man kan ikke just stadfæste, hvorvidt vi kørte i en granskov eller en birkeskov. Det var en dejlig befriende fornemmelse at opleve naturen på naturens præmisser og ikke det velkendte, lidt friserede præg, vi kender herhjemmefra.

I starten tror jeg flere af os sad meget krampagtigt og knugede om styret på snescooteren, men efterhånden fandt vi ud af, at det rent faktisk ikke krævede specielt mange kræfter at styre snescooteren. Derimod krævede det gode ben at kunne rejse sig på snescooteren og stemme imod, når vi forcerede diverse bump og forhindringer. Men selv det kom til at falde helt naturligt i takt med de tilbagelagte kilometer.

Formiddagen gik hurtig. Vi holdte et par pauser undervejs af kortere og længere varighed for enten at kunne nyde naturen, udsigten eller blot få strakt benene, og de smøgtrængende kunne få ild i en cigaret.
Dagen var startet en anelse overskyet og med sneen dalende stille og roligt, men det var ikke sådan rigtig koldt. En ca. minus 12 grader. Men i løbet af dagen stoppede det med at sne, og solen brød igennem, og det giver altså en helt anden oplevelse, når solen skinner fra en blå, blå, skyfri himmel.

Frokosten var typisk for området, både mht., hvad vi spiste, men også hvor vi spiste. Vi parkerede snescooterne ved indgangen til en skov og vandrede så et stykke ind i skoven, til vi kom til en typisk, rund træhytte. I midten af træhytten var der en stor bålplads, hvor gryderne hang hen over de brændende træknuder. Hele vejen rundt langs væggen i hytten, var der monteret en træbænk, hvor der var bredt rensdyrskind ud, som vi kunne sidde på. På bordene var der dækket op med de traditionelle trækrus, og så var der ellers gjort klar til den store frokost.

Vi ankom alle med en glubende appetit, for al den friske luft gør sulten, og det var med velbehag, at vi satte frokosten til livs; kartoffelmos med sauteret rensdyrkød og tyttebær ad libitum efterfulgt af kaffe og the.
Herefter kunne vi godt have brugt en halv time på øjet, men vi skulle videre. Og da først vi var kommet ud i den friske og klare luft igen, var trætheden som blæst bort. Nu skulle vi videre, og målet var Harriniva Holiday Center.
Efter i alt at have kørt 141 km, nåede vi frem til Harriniva Holiday Center, hvor vi blev genforenet med vores bagage. Henrik Tang sørgede for hurtig og effektiv indtjekning, og så havde vi lidt tid på egen hånd, inden aftensmaden blev serveret, og vi skulle af sted igen på natsafari!

Tiden på egen hånd blev brugt meget forskelligt. Nogle dejsede om på sengen og fik en velfortjent lur, nogle tog en tur i saunaen, og så var der de rigtige vikinger, som tog hele den traditionelle tur startende med et isbad i et hul i den tilfrosne sø, derefter en tur i finsk sauna og til sidst en rulletur i sneen. De sagde, det var behageligt, men jeg vil stadigvæk have lov til at have min tvivl!
Ved 19-tiden var det tid til aftensmad, og endnu engang blev vi trakteret med velsmagende 3 retter. Og nu skulle man så tage beslutningen, om man ville med på natsafari. Rygterne gik mellem, om vi skulle køre til Sverige, eller om man ville blive hjemme, og dermed uden skrupler kunne bestille øl og vin til maden. Der var heldigvis rigtig mange, som skulle have hele oplevelsen med, så ved 22-tiden satte vi os atter overskrævs på snescooterne.

Ud over at denne tur var min første tur på snescooter, så var det også min første tur til et vinter- og sneklædt landskab. Jeg har aldrig stået på ski, så jeg har heller aldrig oplevet andet sne end det, Moder Natur en sjælden gang imellem byder på i Danmark. Så da starten gik til natsafarien, fik jeg endnu en fantastisk oplevelse. En ting er at køre i det smukke, sneklædte terræn om dagen, men selv samme terræn optræder på en helt anden måde kl. 22 om aftenen med en himmel så sort som kul. Og det er vigtigt at pointere, at det er himlen, der er sort som kul, for i virkeligheden lyser sneen landskabet op på en helt speciel måde, og det lys sneen skaber kombineret med lygternes lys fra den lange slange af 25 snescootere, skaber en stemning blandet af fryd og uhygge. Det var sæson for Nordlys, men vi så det desværre ikke.

Efter godt 10 minutters kørsel stoppede slangen, og da vi stod af snescooteren og fik hjelmen af bød vore finske guider os velkommen til Sverige! Hvad? Hvor? Hvornår? Spørgsmålene var mange, men foran os stod et gammelt, forblæst træskilt, hvor den røde maling var begyndt at skalle af, og på det skilt stod der skrevet med sorte bogstaver "De er nu i Sverige". Vi havde ganske enkelt lige krydset en flod, og på det dybeste sted af den flod løber grænsen mellem det finske og svenske Lapland. Det er nu dejligt fascinerende med de her grænseløse grænseovergange.

Vel tilbage på hotellet efter 29 natkilometer, var der en ganske naturlig søgen mod baren, hvor aftenens oplevelser blev skyllet ned med en enkelt øl eller 2, før turen gik direkte mod hovedpuden. Det er en dejlig træthed, som fylder en efter en hel dage ude i sneen.

Fredag, den 11. marts 2005
Næste morgen stod vi op til endnu en udsøgt morgenmadsbuffet og hvad bedre var, strålende solskin. Bagagen var igen pakket og sat på bussen, og vi var klar til at starte på næste dags udfordringer. Jeg havde hørt rygter om, at vi skulle prøve at køre i ny sne i løbet af dagen, og efter sigende skulle det være vildt morsomt og en oplevelse i sig selv.

Bedst som vi var kørt fra hotellet og drejet ind i den første skov, stod der pludselig en flok rensdyr i lysningen i skoven og kiggede på os. Senere på aftenen gik snakken om, hvorvidt det var en elg eller et rensdyr, vi havde set, men uanset udfaldet af den diskussion, så var det et imponerende syn.
Og så gik det løs igen. Jeg tror ikke, der var en muskel i min krop, som ikke var øm efter den foregående dags strabadser, men da først vi kom i gang og naturen gled forbi os, så var det glemt.

Igen bød dagen på smukke ruter gennem skoven og ud over søerne, og igen var vejret med os. En blå himmel med den hvide sne som skarp kontrast. SMUKT!
Og så kom tidspunktet endelig, hvor vi skulle prøve at køre i ny sne. Ny sne er den uberørte sne, som ligger som et tykt pulverlag. For at køre i ny sne skal man bruge helt andre teknikker, end når man følger de præparerede snescooterspor. I ny sne har snescooteren sit helt eget liv; hvis ikke man holder snescooteren i fart hele tiden, så vil den blot bore sig ned i sneen, og hvis ikke man bruger hele sin kropsvægt til at få snescooteren til at dreje, ja, så fortsætter man bare ligeud.
Og så skulle der leges. Sneen føg om ørene på os, og pludselig kunne man mærke, hvor mange kræfter vi egentlig havde under sig, for hvis ikke man nærmest hang ude på siden af snescooteren og rev styret helt rundt, ja så styrede den faktisk bare ligeud ad sin egen bane.

Det var forrygende morsomt selv at køre men underholdningsværdien var også i top, når man så de andre drøne rundt. Vi formåede at lege rundt, UDEN at vi skulle ud i den nye sne og synke i til maven for at hjælpe en snescooter fri heldigvis.
Efter at have leget rundt i den nye sne gik turen mod restauranten, hvor vi skulle spise frokost. Men igen i dag rystede Henrik Tang lige op med endnu en overraskelse. Før frokost havde han nemlig arrangeret, at vi skulle ind og besøge et vaskeægte snehotel.

Og hvilken oplevelse. Alt var skåret ud i sne og is. I restauranten var bordene og bænkene lavet af is og for at undgå at fryse rumpetten, var der lagt bløde rensdyrskind ud over bænkene. Om det så var baren og udsmykningen i baren så var det lavet af is.

I værelserne var billederne på væggene skåret ud direkte i snevæggen. Det var utrolig smukt og meget fascinerende.
Fra snehotellet var der naturligvis direkte adgang til en sauna - en absolut nødvendighed i Finland, men der var også adgang til kapellet, en smuk issal, hvor der var udstillinger af diverse kunstneriske isskulpturer. Lyset inde i salen var helt unikt; en blålig nuance som skyldtes solstrålernes brydning gennem isblokkene. En vanvittig smuk oplevelse.

Besøget på snehotellet var en stor oplevelse, og jeg var ihvertilfælde klar til en overnatning i isseng på bløde rensdyrskind. Men vi var kun godt halvvejs gennem dagens ridt, og nu begyndte sulten for alvor at melde sig, og så var det jo heldigt, at dagens frokost skulle indtages på restauranten lige ved siden af snehotellet; en restaurant som mest af alt fungerede som spise- og opholdssted for de mange langrendsskiløbere som krydsede området. Både snehotellet og restauranten lå nemlig lige midt på et langrendsspor i lysningen i en skov.

Efter den meget specielle oplevelse på snehotellet gik turen videre. Solen skinnede stadigvæk fra en skyfri himmel, så humøret var højt og gejsten og lysten til at komme ud at køre igen var helt i top.
Vi fik at vide, at målet for dagens sidste etape var at køre op på toppen af Ylläsrinne, Laplands højeste bjerg på 718 m. Vi skulle køre op ad bjergets bagside, som er et skovområde og så ned ad forsiden, der har præparerede pister til både alpint skiløb og snowboarding og så naturligvis et spor til snescootere. Vi ville altså ende dagens etape dejlig tæt på vores hotel (som jo ligger for foden af bjerget); men på dette tidspunkt vidste vi endnu ikke, hvad vi havde i vente, før vi kunne tage hjelm og dragt af og sige pænt farvel og tak til vores guider!

Men nu skulle vi i første omgang videre. Vi fik startet snescooterne, og så gik det ellers raskt derudaf. Og så pludselig skiftede landskabet. Hvor vi nu havde vænnet os til enten at køre i skov eller på sø, så befandt vi os nu pludselig på et stort, åbent område, som mest af alt mindede om en sø, men der voksede små træer over alt blandet med små klynger af skov. Endnu en herlig naturoplevelse som man ikke ser herhjemme.

Snescooterne blev standset, og straks gik snakken lystigt. Nogle valgte at bruge pausen til at slappe af i, og andre valgte at vandre op i det udsigtstårn, der var bygget lige i starten af en klynge træer. At se af billederne må de, der valgte den nemme løsning med at slappe af, have fortrudt den beslutning mange gange, for udsigten fra tårnet var formidabel. I baggrunden knejsede Ylläsrinne med sine 718 m mod den blå himmel, og man kunne virkelig få fornemmelsen af det uendelige, hvide landskab med alle de sjove, små træer.

Vi satte atter gang i snescooterne og fortsatte rejsen. Næste pause skulle vi have for foden af Ylläsrinne, inden vi begyndte opstigningen igennem skoven.
Følelsen af bare at køre af sted på snescooteren er fantastisk. Man er alene med sig selv, snescooteren og naturen; alene med den summende lyd af 15 snescootere som baggrundsmusik. Det er fuldstændig som at køre på motorcykel. Når først man får hjelmen på, lukker man af for omverden, og man kan være alene med sine tanker og indtryk og få ordnet hele verdenssituationen med sig selv, og det er en skøn fornemmelse.

Og her, midt i Laplands smukke natur, er der virkelig basis for funderen, undren og betagelse. Men det er noget, der skal opleves. Det kan næsten ikke beskrives kun med ord og billeder.
Vi nærmede os nu afslutningen på den programlagte del af snescootersafarien. Næste dag, lørdag, var en fridag, hvor der var lagt op til, at de der havde lyst og som gerne ville ud og prøve lidt flere snescooterkræfter, kunne leje en 600 cm3 snescooter og så køre af sted ud i naturen med Henrik Tang som guide. For os andre, som valgte at blive hjemme, var der rig mulighed for at leje både alpinski og langrendsski eller gøre brug af det 4-stjernede kurhotels mange faciliteter, og da jeg havde valgt ikke at leje en ekstra dag på snescooter, ja så gjaldt det bare om at nyde resten af dagen og få det absolut optimale ud af snescooteren.
Og der blev leget! Svingene blev taget med fuld gas og så på rette tidspunkt et ordentlig vrid i styret, så bagenden skred ud, og sneen føg om ørene på os, og de mange ujævnheder på sporet blev forceret stående og med et ekstra lille ryk i styret og et afsæt, så man fik sig en lille svævetur. Efter to dage på snescooter følte man sig i den grad dus med snescooteren.

Desværre lidt for dus, for en enkelt deltagers vedkommende. For nok er der gjort meget ud af sikkerheden, men det er og bliver folks eget ansvar at køre efter forholdene og ens egen formåen. Det måtte en af rejsedeltagerne også sande, da hans snescooter fortsatte lige ud med retning mod et træ, efter at han selv var faldet af snescooteren. Selvom hastigheden inde i skoven trods alt er begrænset, hvilket også var medvirkende til, at der ikke skete nogen personskade overhovedet, ja, så overlevede snescooteren altså ikke sammenstødet med træet. Så den uheldige gæst måtte fortsætte det sidste stykke op ad Ylläsrinne på bagsædet af en af den andre snescootere, og da var vi ikke engang kommet til det sjoveste stykke på vores bjergbestigning.

Efter den ufrivillige pause fortsatte turen mod toppen af Ylläsrinne. Gradvist blev sporet stejlere og stejlere og smallere og smallere. 200 meter før toppen stoppede guiden os for at fortælle, at det sidste stykke skulle vi sørge for at holde gassen på snescooteren, da det var et temmelig stejlt stykke.
Hold op, hvor spændingssommerfuglene blafrede rundt i min mave. Men det var forrygende morsomt, og jeg må ærligt tilstå, at det var svært at fjerne det brede, selvtilfredse smil, jeg havde på mine læber, da jeg kom op på den stormomsuste top og kunne nyde den storslåede udsigt.

Men kører man op, skal man også ned igen, og det var ikke alle deltagere, der jublede lige så højt som jeg, da vi startede nedkørslen. Det var som om, at sporet ned blev stejlere og stejlere, alt imedens vi jo også skulle navigere og komme rigtig rundt om træerne. Men da vi alle sammen var vel nede for foden af bjerget efter 153 tilbagelagte km og for sidste gang havde slukket for motoren på den tro følgesvend gennem de sidste to dage, ja så var der ikke én eneste af samtlige 26 deltagere, som ikke kun havde lovord tilovers for oplevelsen, og igen og igen kunne man høre folk snakke om oplevelserne ude på turen; hvordan snescooteren havde reageret på dette og hint, hvor stærkt man havde kørt hen over søerne, og hvor fantastisk en natur vi havde kørt rundt i.

Nu lyder det, som om det intet kræver at tilbagelægge to dage og 323 km på en snescooter, men det gør det, det kræver en god fysik. Man bruger kroppen temmelig meget til at navigere, agere kontravægt og afbøde stødene for de temmelig ujævne snescooterspor. Så da vi kom frem til hotellet fredag aften, var vi alle fuldstændig møre. Ikke en muskel, ikke en sene, havde jeg i min krop, som ikke var øm. Jeg følte det, som om jeg var blevet kørt over af en damptrommel, og jeg var dejlig træt i hele kroppen. Men det havde absolut ingen indflydelse på mit humør, for det var helt i top, og flere uger efter kunne jeg stadigvæk sidde og smile lidt for mig selv, når jeg kom til at tænke på den kæmpe oplevelse, jeg netop havde haft.

Henrik Tang havde foreslået (anbefalet?), at de der skulle med ham på snescooter om lørdagen skulle bestille tid til en omgang massage på hotellet. Ikke alle tog imod tilbudet, men jeg tror dog, at langt de fleste har fundet ud af, at det er en rigtig god idé at følge turlederens råd, for lørdagens strabadser bød på 231 km i et noget andet tempo og med en hel del færre pauser end de foregående to dage havde budt på. Men inden det blev lørdag skulle vi have middag på hotellet og lige en enkelt øl eller to i baren.

Lørdag, den 12. marts 2005
Ah, fridag! Jeg havde valgt ikke at tage med på endnu en dag med snescooter. I stedet havde jeg aftalt med Birgitte, at vi skulle have, hvad vi valgte at kalde en velfærdsdag. Først sige pænt farvel til vore rejsefæller, ca. halvdelen, som havde valgt at følge med Henrik Tang på endnu en dag i snescooterens tegn, dernæst en dejlig lang morgenmad, og så skulle vi stå på langrendsski. Derefter skulle vi spise frokost, og så havde vi allerede hjemmefra bestilt tid til 45 min. massage efterfulgt af en ½ time i et aromatisk bad.

Da vi endelig kom til eftermiddagen, og det blev tid til massage, var det i den grad tiltrængt for min krop. Som før nævnt har jeg aldrig før haft et par ski på fødderne, og jeg lagde frisk ud med at skulle stå på langrendsski efter devisen: "det ser da ikke så svært ud". Men jeg blev klogere. Allerede inden vi overhovedet havde forladt området omkring butikken og var kommet over til langrendssporet, var jeg faldet de første 5 gange. Jeg endte med at tage skiene af og så gå over til sporet, før jeg tog dem på igen!

Efter ufattelig mange mere eller mindre yndefulde fald, fik jeg endelig fornemmelsen af, hvordan jeg skulle holde balancen og lade kroppen styre skiene. Jeg lærte dog aldrig at bremse og måtte sande, at tekstilbremsen er sikker hver gang, men hold da op hvor bliver man øm, og man får blå mærker!
Af de øvrige rejsedeltagere, som havde valgt at blive hjemme, var de fleste oppe og stå på alpinski, og nogle enkelte havde valgt at bruge dagen på en gåtur i området og ellers bare slappe af.

Da Birgitte og jeg havde været gennem vores "hun-blev-en-ny-kvinde-dag", satte vi os i baren for at vente på de gutter, der var kørt af sted med Henrik Tang om morgenen. De ankom ved 19-tiden og havde da tilbagelagt 231 km. De var sluppet for uheld, men havde dog været ude i sne til hoften for at løfte en enkelt snescooter fri efter en tur i ny sne. Jeg har på fornemmelsen, at det havde været en rigtig testosteron-tur og at høre på deres beretninger, så havde Henrik Tang virkelig formået at give dem udfordringer og oplevelser, og det var jo meningen med hele turen.

Da hele gruppen igen var blevet samlet, og der var blevet berettet om dagens udfordringer, var det blevet tid til det sidste aftenmåltid i Finland. Næste morgen ville vi blive hentet i bus og kørt til lufthavnen i Kittilä, hvorefter turen ville gå via Helsinki til Kastrup.

Søndag, den 13. marts 2005
Store rejsedag. Efter 2 fantastiske dage på snescooter var det nu blevet tid til at vende snuden mod Danmark igen.
Gang på gang må man undre sig over, hvor hurtigt tiden går, når man har det sjovt. I måneder havde jeg glædet mig og set frem til denne vinterferie og vupti! så var den overstået igen. Men hvilken vinterferie! Det er helt sikkert, at det er ikke sidste gang, jeg melder mig til en snescootersafari, men næste gang springer jeg skiene over og skifter dem ud med en 600 cm3 snescooter og en ekstra dag på snescooter! Og når jeg har hele udstyret på med dragt og hjelm, så kan mændene såmænd ikke se forskel på mig og dem selv, så jeg ødelægger næppe deres mandetur.

Rejsen var arrangeret af Motour.dk - www.motour.dk. Samme rejsebureau som Snescooterrejser.dk.

Af: Marie-Louise Kannerup


Links: