Skip Navigation Links


5 hurtige dage 28/2 til 4/3 - uge 9
Finland

Dansk turleder. Her køres meget og friskt! Mulighed for ekstra snescooter dag!

Fra 14.895,-

 

Dansk turleder
Flyrejse fra København

5 dage
Rejsen er udsolgt



 



Rejseperioder:
28-02-2018 - 04-03-2018 Udsolgt

Denne rejse er udsolgt. Identisk tur forløber 7. til 11. marts.

Velkommen til min populære snescooterrejse til Finland - der for 2018 i netop perioden 28. februar til 4. marts er blevet udviklet til "den friske tur" i 2018.

Rejsen er tilrettelagt for gæster, der har været med på snescooter safaris før, og som er så erfarne, at de kan køre flere kilometer pr. dag. På denne rejse kan du tillige vælge at køre på maskiner med flere hestekræfter end sædvanligt. Rejsen er lavet på opfordring af tidligere gæster.

Jeg begynder nu på min 18. sæson med snescooterrejser, og det er stadig med stor fornøjelse at tilrettelægge og afvikle rejserne til Lapland.

Jeg har igen i 2018 gode 4-takts snescootere, ophold på dejligt 4-stjernet spa- og wellness-hotel. Samtidig har jeg nu mulighed for at tilbyde forskellige spændende aktiviteter under opholdet i Finland. Du får mulighed for en ekstra snescooter dag, ligesom Rally kørsel, is go-cart, hundeslæde og alpint skiløb.

På rejsen er jeg naturligvis som sædvanlig turleder, og eftersom jeg har lavet snescooterrejser i 18 år, så tør jeg med sikkerhed sige, at du vil få en rigtig god og velfungerende rejseoplevelse.

Her er vores nyeste video fra sidste vinter:



Se nedenstående videoer med et udpluk fra nogle af mine rejser og aktiviteter i Finland de tidligere år:

En lille appetitvækker her:



28 minutters video med smukke landskaber og aktiviteter:





Priser
14.895,- kr. pr. person i delt dobbeltværelse inkl. leje af snescooter
1.450,- kr. for tilvalg af 900-1000 ccm ca. 120 hk snescooter på 2 dages rejsen (grundpakke)
1.650,- kr. i enkeltværelsestillæg
2.350,- ekstra snescooter dag (dag. 4) på 500-600 ccm (ca. 80 hk) snescooter. Incl. benzin.
3.150,- ekstra snescooter dag (dag. 4) på 900-1000 ccm (ca. 120 hk) snescooter. Incl. benzin.
1.050,- kr. pr. ekstra nat i delt dobbeltværelse med morgenmad ved forlængelse af rejse
1.250,- for forlængelse af flyrejsen (ændring af flybillet)
Rejsen inkluderer:
• 4 flyvninger med internationalt flyselskab; Kastrup-Helsinki, Helsinki-Lapland t/r
• Bustransfers fra lufthavn til indkvartering t/r
• Halvpension (morgenmad og aftensmad hver dag fra 2. dag morgenmad til afrejsedag morgenmad)
• Frokost på snescooterdagene indtages f.eks. på en rensdyrfarm eller på ishotel
• 4 overnatninger i delt dobbeltværelse iht. turprogram (enkeltværelses tillæg muligt)
• 5 rejsedage iht. turprogram
• 2 hele dages snescootersafari på 500 ccm maskine
• Transfer til- og fra snescooter udlejning
• Erfaren dansk turleder, der kender hele området og arbejdet i Finland i 18 år
• Forbrug af olie på snescooteren
• Forbrug af benzin på snescooteren
• Fuld safaribeklædning (vinterkøredragt, hjelm med termovisir, vinterhandsker, polarstøvler, sokker, hjelmhue, halstørklæde)
• Alle lokale afgifter, moms og skat
• Dansk moms
• Afgift til rejsegarantifonden
Rejsen inkluderer ikke:
• Lommepenge, drikkevarer, frokost på ud- og hjemrejsedagen samt på dag 4., aftensmad på udrejsedagen
• Adgang til SPA og wellness på hotellet
• Ekstra aktiviteter på dag 4
• Afbestillings- og rejseforsikring
Præsentation:
Rejsen går endnu engang nord for polarcirklen i Finland. Vi rejser til det smukke Lapland ved skisportsstederne Levi og Ylläs. Her findes de store fjeldmassiver og den smukke tundra med langsomt voksende birketræer, gran og fyr.

Henrik Tang, der er turleder på rejsen, er en af de få udenlandske turledere, der må køre med sine egne grupper. Normalt skal der en lokal finsk guide med.

Det område, vi befinder os i, har et sort og varieret net af snescooter ruter. Vi kommer dagligt til at køre 110 til 140 km afhængigt af vind og vejr, og hvordan gruppen fungerer sammen. Der er typisk ca. 8-14 deltagere på et hold.

Denne rejse er en special tur, hvor der er fokus på at køre friskt og meget, og der er IKKE mulighed for bagsædepassagerer (det er det på alle andre rejser).

Grundlæggende inkluderes alt i rejsens pris, dvs. flyrejse, transfers, 4-stjernet hotel med halvpension, frokost på snescooterdagene, 2 dages snescooterleje inkl. benzinforbrug, alt i vintertøj/sikkerhedsudstyr og naturligvis dansk turleder.

Tillige byder jeg nu på en ekstra aktivitetsdag, hvor du selv kan vælge blandt et stort udvalg af forskellige aktivitets-muligheder, som jeg naturligvis også koordinerer for deltagerne.

Du får udleveret særdeles godt udstyr til brug under opholdet i Lapland. Snescooterrejser.dk sørger for et godt udvalg i beklædning; du får snescooterdragt, handsker, vinterstøvler, sokker, hjelmhue, halstørklæde og styrthjelm med thermo-visir. Dette udstyr er udviklet til vinterbrug og fungerer rigtig godt - og er naturligvis inkluderet i prisen.

Hver dag køres nye spor, og rejsen foregår på den bedste tid af sæsonen - i starten af marts, hvor vinteren er mild, og hvor det ikke sner som f.eks. i december og januar. Vi vil oftest opleve frostklare dage med 0 til 10 graders frost med sol og god sigt. Til tider kan der komme en snebyge, men det er jo også fantastisk i sig selv. Luften er tør i Finland, hvilket gør, at man ikke føler, at det er koldt som når luften er fugtig, som f.eks. i Danmark. På dette tidspunkt af vinteren er der normalt kommet 1,5 til 2 meter sne!

Vores indkvartering er et populært 4-stjernet hotel. Hotellet ligger idéelt ved centrum af byen og i gå-afastand til de alpine skipister. Her er ophold i flotte enkelt- og dobbeltværelser. Alle værelser er veludstyrede og rummelige. Opholdet er inklusive stor morgenbuffet og god aftensmads buffet. Hotellet har en god bar og vinkælder. Her er også et motionscenter samt solarium. Hotellet har et dejligt spa- og wellnesscenter, som man mod gebyr kan benytte. Her bydes på inden- og udendørs whirlpools, forskellige typer varme og kolde bade både inde og ude, sauna og dampbade, bar og store motionsbassiner.

I Levi by er der masser af barer, indkøbsmuligheder og souvenirbutikker. Her er f.eks. Laplands største musiksted med diskoteker og barer, og ofte spilles der levende musik, når vi er der. Skal du på shopping kan der købes sportstøj, håndværk i træ og ben eller f.eks. et dejligt rensdyrskind.

Denne rejse er en specialtur med forventning om, at du er frisk til at køre og gerne vil give den gas på turen. Det skal ikke forstås således, at vi ikke giver gas på alle andre rejser, men netop denne rejse er tilrettelagt, så deltagerne ved at jeg giver ekstra gas på dags-turene. På mine rejser er der ingen krav om forudgående kendskab til snescooterkørsel, men på denne rejse bliver jeg dog nød til at vide fra nye deltagere, hvad de har af erfaring. Du kan godt deltage, selvom du ikke har kørt snescooter før, - du skal blot lige ringe til mig, så vi kan drøfte niveauet.
Jeg skal nok lære dig at køre snescooter på en sikker og tryg måde. Det eneste der kræves er dog, at du har kørekort til bil. Du kommer hurtigt til at nyde kørslen på snescooteren, naturen og farten, som du suverænt selv styrer! Du slapper hurtigt af på din maskine og sidder godt bag vindskærmen i læ for fartvinden. Hvis du føler, at det er koldt om hænderne, tænder du blot for varmen i din snescooters håndtag!

Vi kører i den kommende sæson på gode 4-takts snescootere af typerne Yamaha Phazer 500-600 ccm med ca. 80 hk. Mulighed for tilvalg af større maskiner med ca. 120 hk (900-1000 ccm). Alle maskiner er 4-takts snescootere, der er moderne maskiner. Maskinerne er naturligvis udlejningsmaskiner og kører godt. De kan køre i alle typer terræn. Maskinerne vejer 180-220 kg og er lette at håndtere.

Sammen med de sidste rejsepapirer vil du modtage udførlige informationer om rejsen samt forslag til, hvad du bør pakke til en snescooterrejse. Selvom rejsen blot er på 5 dage, er det fornuftigt at pakke så praktisk som muligt.

I området har der været afholdt World Cup i alpint skiløb og langrend. World cup'en i alpint skiløb starter normalt her i området hvert år første weekend i december.

På aktivitetsdagen tilbyder jeg tillige et godt og varieret udbud af forskellige sneaktiviteter. Se præsentationen her på siden.

Hvis I er en virksomhed eller større gruppe, der gerne vil rejse alene, er der også mulighed for det. Tag blot kontakt til mig, så udarbejder jeg gerne et specielt rejseoplæg for en gruppe! Jeg har haft mange firmaer på denne type rejser. Se tillige mine gruppetilbud her på websitet!

Læs gerne de 3 snescooterberetninger og se mine videos fra Finland her på websitet!

Fakta:
Flytider:

Udrejse til Finland:
Afrejse fra Kastrup kl. 16.50. Ankomst Helsinki kl. 19.25.
Afrejse fra Helsinki kl. 20.50. Ankomst Lapland kl. 22.20.

Hjemrejse fra Finland:
Afrejse fra Lapland kl. 11.45. Ankomst Helsinki kl. 13.10.
Afrejse fra Helsinki kl. 15.35. Ankomst Kastrup kl. 16.10.

Der flyves med internationale flyselskaber. Der tages forbehold for endelige flytider.

Selvrisiko og forsikring på snescooter
Snescooterne er forsikret ved skader på 3. person, dvs. hvis føreren kører ind i andre eller et andet køretøj. Der er en selvrisiko på € 1.000,- for 500-600 ccm og € 1.500,- for 900-1000 ccm maskine. Hvis man ødelægger maskine eller tøj/udstyr, eller maskinen skal hentes/bringes pga. skade, vil selvrisikoen dække dette. Yderligere omkostninger ved skader betaler udlejnings selskabets forsikring.

Almindelig slitage på maskinerne er naturligvis ikke underlagt din selvrisiko. Almindelig slitage er inkluderet i leje af snescooteren.

Personlige forsikringer:
Alle rejsedeltagere er selv ansvarlige for at tegne en personlig afbestillings- og rejseforsikring.
Du skal naturligvis have ulykkes- og ansvarsforsikring. Snescooterrejser.dk hjælper gerne med forsikringer.

Kørekort:
Der skal bruges kørekort til bil for at køre snescooter.

Forlængelse af rejse/ophold:
Der er mulighed for at forlænge rejsens forløb med ekstra overnatninger på vores hotel og evt. senere hjemrejse. Se priser for ekstra overnatninger under prislisten. Der tages forbehold for ændrede flytider ved senere hjemrejse.

Endeligt rejseprogram før afrejse:
Inden afrejse vil alle rejsedeltagere modtage et udførligt rejseprogram, der fortæller om alle forhold under rejsen. Her modtager du tillige forslag til pakkeliste, praktiske informationer etc.

Hvem skal man bo sammen med, hvis man rejser alene?:
Hvis du ikke har nogen at rejse med, og gerne vil slippe for enkeltværelses tillægget, så forsøger jeg gerne at finde en makker, der også vil dele et dobbeltværelse. Jeg forsøger at sammensætte de rejsende, således at man - hvis man rejser alene - naturligvis bor sammen med en af samme køn. Hvis der rejser et ulige antal, der ønsker at bo i/dele dobbeltværelse, vil den sidste, der bestiller være nødsaget til at tilkøbe enkeltværelse. Du får en oversigt over deltagere og værelser i de sidste papirer, som du modtager 14 dage inden afrejse.

Forbehold:
Der tages forbehold for valutaændringer samt prisstigninger, brændstofstillæg og flyændringer etc. Der tages forbehold for ændringer i programmet samt skrivefejl. Valuta kalkuleret ift. kurser pr. 20. maj 2017.

Tilbud for aktiviteter på rejsemålet:

Ekstra snescooter dag:
Du kan tilkøbe en ekstra snescooterdag, der kommer til at foregå på dag 4, hvilket er lørdagen. Vi starter kl. 09.00 og er tilbage ved hotellet ca. kl. 16.00.

Der køres nogle af de bedste og tidligere kørte ruter og naturligvis nye ruter. Nogle af de ekstra hurtige spor bliver også testet idag. I dag er frokost ikke inkluderet, men vi holder naturligvis frokost pause og hver deltager køber den blot direkte ved frokost stedet.

Du kan være sikker på, at det er en god og hurtig dag med fede spor og lidt mere fart!
Prisen er en special pris for deltagerne på denne rejse!

Tilvalg 500-600 ccm ca. 80 hk ekstra dag kr. 2.350,-.
Tilvalg 900-1000 ccm ca. 120 hk ekstra dag kr. 3.150,-.

Prisen inkluderer snescooter udstyr og benzin. Inkl. transfer til og fra snescooter udlejning.

Alpint skiløb eller langrend:
Der er fantastiske muligheder for at stå på alpinski og langrendski ved Levi. Sneen er meget anderledes end i Europa og i alperne, da luften er tør her. Det betyder, at sneen er betragteligt lettere end i f.eks. alperne.
Der lejes alpint og langrends-udstyr som på alle andre skisportssteder. Lejepriser og liftkort til alpint skiløb er samme priser, som det kendes i alperne.
Turlederen er meget gerne behjælpelig med planlægning af din skidag direkte på rejsen.

Is go-cart:
Kørr is-gokart på en fed bane tæt ved vores hotel. Deltagerne afhentes i bus og køres til banen. Der laves køretræning og indledende heats samt konkurrence med semifinale og finale. Der udleveres sikkerhedsudstyr og tøj.

Disse gokarts har pigge på dækkene og køres som almindelige gokarts, men man ”broad-sider” bare hele tiden for at dreje. Det giver en helt anden teknisk fornemmelse og er en rigtig sjov oplevelse!

Minimum 2 deltagere. Tidsforbruget er ca. 2 timer.
Pris pr. deltager kr. 875,- inkl. transfer fra og til hotellet.

10 km hundeslædesafari:
Deltagerne afhentes ved hotellet og køres til fjeldet, hvor man modtages af et stort hold hundeslædehunde.

Her møder du tillige hundelædeførerne, der er meget dygtige slædehundefører. Der fortælles om opdræt og de mange konkurrencer, der deltages i hver vinter.

Du introduceres til at køre et hundespand, og herefter får du dit spand hunde (3-5 hunde) og en rigtig hunde slæde med special fremstillet bremse.

Der køres nu i samlet flok en rute på ca. 10 km. Undervejs ser og oplever man landskaberne fra en helt anden side og nyder stilheden sammen med hundene, der er ivrige efter at trække og løbe hurtigt.

Der er kun 1 fører af hver hundeslæde. Der sidder ingen andre på slæden.

Efter hundeslædesafarien bydes der på noget varmt at drikke i en samisk hytte eller telt.

Herefter køres deltagerne tilbage til hotellet.

Minimum 2 deltagere. Tidsforbruget er ca. 2-3 timer.
Pris pr. deltager kr. 1.250,- inkl. transfer fra og til hotellet.

Rallykørsel:
Deltagerne afhentes på hotellet og bringes ca. 20 km ud på fjeldet. Her findes et meget stort område med forskellige typer baner i forskellig sværhedsgrad til alle typer kørsel.

Der startes med en introduktion til rallykørsel af professionel rally instruktør samt følgende forløb:

1. Deltageren kører 2 runder kørsel på rallybane, der er ca. 5 km lang. Her er der en rally instruktør ved din side i passagersædet. Instruktøren lærer dig fif og teknik ved kørsel med høj hastighed i sneen.

2. Du kører nu et rallysprint, hvor hver deltager kører sin egen bil. Der køres mod uret. Der tages tid, og vinderen er den med hurtigst tid.

3. Rally co-pilot. Du har også mulighed for at sidde i passagersædet hos den professionelle rallykører, der kører en omgang med dig. Her finder du ud af, at du absolut ikke har givet gas, da du kørte selv.

4. Prisuddeling. Vinderne 1-2-3 får præmier (afhængig af deltagerantal).

Minimum 6 deltagere. Tidsforbruget er ca. 2-3 timer.
Pris pr. deltager kr. 2.650,- inkl. transfer fra og til hotellet.

Alle deltagere, der har været med på dette arrangement har syntes at det har været helt fantastisk, for du får virkelig mulighed for at prøve dine evner af!

SPA world på hotellet:
Hvis du ønsker at gøre brug af hotellets meget store og flotte SPA og wellness afdeling, der har et meget stort indendørs anlæg på ca. 3.000 m2 med alt i varmtvandsbade, jacuzzis/boblebade, strømbassiner, konkurrencebassin og tillige adgang til udendørs pool og jacuzzi. Det er Finlands største SPA og wellness afdeling. Adgang til anlægget købes direkte på hotellet til en specialpris.

Læs gerne de 3 snescooterberetninger og se vores video fra Finland her på websitet!

Links: